Ungdoms- og begynder-Kørestolsbasketstævne i Viborg

Ungdoms- og begynder-Kørestolsbasketstævne i Viborg

Den 8. Dec. 2018 afholdt Viborg Dunkers U18 hold, i samarbejde med Parasport Danmark og Dansk KørestolsBasketBall (DKBB) et kørestolsbasketballstævne i Houlkærhallen i Viborg. Stævnet var primært for unge under 25 år samt nybegyndere. Det var derfor også en god mulighed for at spillerne kunne invitere familie, klassekammerater, venner, osv. med på holdet, så de kunne have lidt konkurrence på lige vilkår, unge som ældre, handicappede og ikke handicappede.

Der var mødt spillere op til 4 hold med 5 spillere på hver. Det var hovedsageligt de lokale spillere fra Viborg Dunkers U18 hold, som var mødt op, men de havde også fornøjelsen af at have besøg af 10 helt nye spillere. Den yngste spiller var kun 6år gammel.

Teori ved Michael Holm

Stævnet var en stor succes og der var mange der fik sved på panden, ømme arme og fingre og alle fik smilebåndet motioneret en del i løbet af dagen. Imellem kampene var der også mulighed for at lære lidt af Viborg Dunkers træner, Michael Holm.

Efter de første 4 kampe var der pause, hvorefter vi havde en skudkonkurrence.. Det var meget overraskende 2 helt nye spillere der var tilbage efter de indledende runder og konkurrencen blev vundet af en ung gymnastik pige, Lisa Mikkelsen på 13 år, efter nogle super flotte skud! Stort tillykke!

Vinder af skudkonkurrencen, Lisa Mikkelsen

Basket turneringen blev meget spændende og efter et par indledende runder var holdet med Viborg Dunkers U18 spillerne Mathis Møller Christensen på 14år samt holdkammerat Samuel Kristiansen på 7år ubesejret. De havde stor hjælp af 2 voksne samt Samuels ven Frederik på 6år. Til trods for et nederlag i den sidste kamp, vandt de turneringen da de havde besejret det andet hold med 2 sejre i alt, i den indbyrdes kamp. Flere nye som eksisterende spillere viste stort talent, med flotte scoringer og god bevægelse med basketstolen. Mange af disse spillere kan blive rigtig gode i fremtiden, hvis de ønsker at spille kørestolsbasket.

Vinderholdet

Udover en masse sjov for spillerne, havde forældre, hjælpere samt familie og venner masser af mulighed for at netværke og udveksle erfaringer, så det var ikke kun på banen stemningen var positiv.

Alle havde en god dag og efterfølgende har der været mange anmodninger om at afholde flere stævner i fremtiden, så det har vi planer om at gøre.

Vi vil gerne takke Viborg Dunkers og Basketudvalget for den store hjælp med stævnet, specifikt Camilla Back Didriksen, Michael Holm, Jacob Sørensen samt Per Wulff. Også stor tak til Parasport Danmark og Bjarne Brath for støtten.

På basketudvalgets vegne,

Hans Peter Østergaard
Formand, DKBB

Se invitation her